Lidt om mig

Jeg blev i 1981 uddannet sygeplejerske fra Silkeborg sygeplejeskole. Siden arbejdede jeg mest i psykiatrien – først på børnepsykiatrisk afdeling og siden på voksenpsykiatrisk afdeling.

Jeg har været sammen med Jens i næsten 43 år, og vi har 3 nu voksne børn sammen.

I 2017 viste det sig, at Jens var syg. Alvorligt syg. Han døde i foråret 2018. Det gjorde jeg også – i en eller anden forstand.

Fra sommeren 2018 talte jeg med en dygtig psykolog – et fantastisk menneske, som evnede både at give mig indsigt, forståelse og forsigtige skub hen imod at tage ansvar for eget liv, helbred og videre færden.
Psykologen og samtalerne er og var vigtige, og reddede mit liv.

I foråret 2019 startede jeg på Mygind Institute, en 4 årig uddannelse i en særlig retning af psykoterapi, som er meget behandlingsorienteret.
Uddannelsen kræver blandt andet, at vi som studerende skal have 22,5 timers egenterapi hvert år.

Den 18.6.2019 fik jeg således en behandling af Lars Mygind med en særlig metode indenfor Tankefeltterapi – en HM Matrix. Denne behandling gav mig livet tilbage. Jeg gik ind til behandlingen som delvis zombie, og ud derfra med røde kinder og liv i kroppen – og kunne mærke sandet og vandet på fødderne, da jeg efterfølgende var på stranden.
FANTASTISK.

Efterfølgende har jeg bl.a. fået behandlet sorgen over at miste Jens, og andre for mig voldsomme hændelser. Her har Transbiologisk Traumeterapi været den anvendte behandlingsmetode.

Jeg har således prøvet på egen krop og eget sind, hvad de lærte metoder kan udrette – og er nu klar til at medvirke til behandling af dine traumer, sorg m.m., så også du kan få større livskvalitet.